-
64-årige Erik havde ikke lyst til at gå på pension. Alligevel følte han, at han skulle. Nu er sagen en helt anden
ソース: BDK Finans / 01 2 2025 10:59:01 America/Chicago
64-årige Erik Bartholdy har som så mange andre prøvet lidt af hvert. I en alder af 13 år stiftede han første gang bekendtskab med det danske arbejdsmarked gennem job som opvasker og avisomdeler. Og blot fire år efter begyndte han som maskinmesteraspirant hos A.P. Møller - Mærsk, hvor han brugte syv år på det åbne hav og lærte værdien af gode samarbejder. Senere i karrieren blev det til forskellige stillinger relateret til it, hvor nogle også indebar driftsansvar og lederopgaver. Hvis man summer det op, har kasketterne og antallet af arbejdstimer gennem årene været mange. Af den grund og også på grund af kærligheden til golf, sine børn og to børnebørn oplever Erik Bartholdy også et behov for ikke at arbejde på fuldtid. »Det er ikke, fordi jeg er doven. Det er heller ikke, fordi jeg er træt. Jeg gider faktisk bare ikke arbejde så meget mere,« fortæller han. Fra hans daværende arbejdsgiver lød meldingen – efter halvandet års forhandling – at det ikke kunne lade sig gøre at få nedsat tid. Erik Bartholdy indstillede sig derfor på at gå på pension. Men så stødte han ind i en. Den halvt så gamle Charlie Rødgaard. Rødgaard etablerede for godt tre år siden det danske it-konsulenthus Adeno, der beskæftiger sig med en bestemt it-platform primært målrettet større virksomheders infrastruktur. Hos Adeno har man valgt at fokusere på at ansætte »erfarne profiler«, der dermed også typisk har nogle år på bagen. »Vi vil rigtig gerne have fingrene i dem. For vi ser både noget værdi i, hvad de kan give til yngre talenter. Og så har de en tyngde, når de står ude ved kunderne,« siger Charlie Rødgaard. En guldstrategi Det, som de ældre medarbejdere sidder på og kan bidrage med, omtaler Charlie Rødgaard som »guldviden«. Derfor gør han, hvad han kan, for at tiltrække dem og ikke mindst holde på dem. »De erfarne profiler kan åbne nogle døre ind til de kunder, som vi arbejder med. Det er ikke den letteste opgave, og det er meget drevet af konsulenternes netværk,« siger han med henvisning til de modne medarbejdere hos Adeno. Han fortæller yderligere, at ideen samtidig er, at de skal kunne lære fra sig til virksomhedens yngre talenter. Charlie Rødgaard anerkender dog også, at der ligger en udfordring i at knække koden til, hvordan seniorprofiler, der typisk har gode lønninger og er ansat i større virksomheder, kan lokkes til Adeno. »Men der har vi så lavet den her model, hvor de stille og roligt kan skrue ned for deres arbejdstid, hvis det er det, som de har lyst til,« siger Charlie Rødgaard. En model, der passer som hånd i handske til blandt andre Erik Bartholdy, der siden september sidste år har været ansat hos Adeno. Flere bliver længere Som Berlingske tidligere har beskrevet, vælter det også frem fra politisk side med økonomiske gulerødder til de danskere, der tager en ekstra tørn og bliver længere på arbejdsmarkedet. Her er der både tale om en kontant belønning med en seniorpræmie, og siden starten af 2023 har der ikke længere været nogen modregning af lønnen i folkepensionen. I et notat fra Økonomiministeriet er der en vurdering af, hvordan det er gået, siden den modregning blev fjernet. Her fremgår det, at antallet af danskere, som arbejder efter folkepensionen, er steget med omkring 15.000 personer, hvilket svarer til en fremgang på 19 procent. Det betyder, at der i dag er flere end 93.000 personer over folkepensionsalderen, der er i beskæftigelse. Erik Bartholdy har godt nok ikke ramt folkepensionsalderen endnu. Men hans egen pension havde han tænkt sig at tage fat på fra april i år. Derfor var planen egentlig, at han til den tid ville fejre sin fødselsdag og samtidig trække stikket til arbejdsmarkedet. Et sent skifte At tage springet og skifte job som senior frem for at gå direkte på pension kan også være angstprovokerende. Det forstår Erik Bartholdy godt. Selv var han 60 år gammel, da han skiftede til den arbejdsplads, som han var på, for efterfølgende at skifte til Adeno som 64-årig. »Der synes folk også, at jeg var skør i bolden. Jeg havde jo i forvejen et godt job, der var velbetalt. Og desuden havde jeg sparet et helt års opsigelse sammen,« siger han. Hvad fik dig så til at skifte? »Jamen det var bare, fordi jeg kedede mig. Men jeg kan sagtens forstå frygten for, hvis det ikke går.« Dog ville Erik Bartholdy aldrig råde nogen til at holde sig tilbage af den grund. »Gør det,« lyder opfordringen i stedet. I dag arbejder Erik Bartholdy 30 timer om ugen fra mandag til torsdag. Og han kommer til at benytte den trappe, som Charlie Rødgaard har bygget, trin for trin, indtil han en dag velvilligt har lyst til at være pensionist. En dag så langt ude i fremtiden, at han ikke længere kan svare på, hvornår det bliver. »Nu tænker jeg, at jeg godt kan gøre mere og fortsætte i lang tid. Jeg har ikke taget stilling til, hvornår jeg stopper,« siger han og tilføjer: »Men jeg synes, at det er ærgerligt, at der ikke er flere virksomheder, der går efter os, der er lidt ældre og arbejder 20-30 timer eller bare hopper med på nogle projekter og så ud igen. Hvad kan egentlig gå galt?« https://www.berlingske.dk/virksomheder/64-aarige-erik-havde-ikke-lyst-til-at-gaa-paa-pension-alligevel